© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 800 (4 sider)
Pris: Gratis

Alles ist mit im Preis

"Er De i live?", spurgte den kroatiske læge på tysk. Hans stemme havde et nysgerrigt tonefald som fik mig til at åbne øjnene igen. Jeg kiggede op i lægeklinikkens loft og trak vejret lettet. Takkede ham for at det kun var "ein kleinen stick", og ikke et større.

Men jeg havde set en fisk, og det var det hele værd. Både smerten, og alle mine penge. Jeg havde kravlet ned ad stålstigen, ned i det varme Adriaterhav. Uden badesko, fordi jeg havde lagt mærke til at de andre mennesker på stenstranden også havde bare fødder. Da jeg slap trappens gelænder, modtog det solrige Adriaterhav min nøgne krop med legesyge små bølger. Jeg kunne ikke nå bunden, tog et par svømmetag gennem det varme vand. For at sætte dykkermasken fast på ansigtet, sparkede jeg hårdt nedad for at holde mig oprejst i vandet, så jeg med begge hænder kunne trække gummiremmen bag om hovedet. Efter få sekunder, som beton, ramte min venstre fod en klippesten, det rystede gennem alle mine knogler. Chokeret, og uroligt til mode, trak jeg foden op over vandskorpen. Jeg kunne se en kort sprække i kødet, 2-3 milimeter dyb. Vantro betragtede jeg et hul der mindede om det indre af en rød bøf. Kødtrevler.

Jeg er ikke bange for at dø, men det vil ærgre mig temmelig meget. Som at blive kaldt ind af sin mor om aftenen når man leger aller bedst med de andre i kvarteret. Jeg mente bestemt at kunne høre en stemme i det fjerne, kaldende på mig. Derfor skyllede jeg såret i havvand og tog masken på, lod mig flyde i overfladen og kiggede ned i dybet. Jeg så små fisk og havbund, tang og sten. Pludselig var jeg i et andet univers der strakte sig udad i et uendeligt, blindt mørke. En fisk på størrelse med en hånd svømmede langsomt forbi mig. Den kiggede på mig som om den i sit stille sind tænkte jeg var en underlig fisk. Men den sagde ingenting. Mit hjerte jublede over at jeg således nåede at få et lille indblik i planetens hav mens jeg endnu lever.

"Hvordan har du det?", spurgte min kæreste Freyja. Jeg sad på liggeunderlaget og kiggede på foden, hvorfra blodet piblede frem.

"Jeg er bange", svarede jeg tonløst. Hvis jeg havde været i Danmark, ville jeg tage taxaen til skadestuen og få såret renset og syet. Her i Kroatien var den slags forbundet med kontant betaling til lægen. Det ville desuden være en fordel med en rejseforsikring, hvad jeg med vilje havde valgt fra. Så alt hvad jeg havde var 600 danske kroner til hele ugen. Men når det kommer til stykket, hvor mange øl kan en død mand drikke? Jeg besluttede derfor at ofre alle mine penge for at få lægen til at rense såret og sy det sammen. Så jeg fandt altså denneher 185 centimeter høje kroat, hvidhåret og med arme som en slagter, med et kæmpe ar i brystkassen hvor skjorten stod åben.

Jeg fortalte ham om mit sår i foden, og han mente han kunne reparere skaden for omkring 100 Euro. Måske mere, måske mindre. Jeg svarede, at jeg havde mindre.

"600 danischen kronen, das ist alles was ich habe." Det ærgrede mig at jeg var 159 kroner fra at have 100 Euro. Mange gange i livet har jeg brugt 150 kroner på noget der var borte den følgende dag. Sådan kan det gå, ærgreligt. Formodede dog at busselskabet ville fragte mit lig hjem, om ikke andet så i bagagerummet sammen med kufferterne.

Kroaten smilede.
"Kom mit! Villeicht ist es nicht so slimm."

Han tog mine 600 og jeg lagde mig på briksen. Mens hans sygeplejerske rensede såret, ringede han til banken for at tjekke kursen på danske kroner. 5 minutter senere fik han bekræftet at 1 dansk krone svarer til 1 kroatisk kuna. Jeg kunne mærke på ham at han var tilfreds med at jeg havde oplyst den rigtige kurs.

Sygeplejersken, som kunne være lægens datter, bredte sterilt grønt stof hen over foden, så kun såret var synligt på siden af storetåens rodknogle. Kroaten skilte sårlæberne ad og konstaterede at det skulle syes.

"Ist besser so", sagde han og forklarede, at ellers kunne bakterierne trænge ind i såret. En betændelse kunne derefter trænge ind i leddet, og det ville være "sehr slecht!"

Mine 600 kr. rækkede ikke til en bedøvelse, så lægen foreslog at sy uden bedøvelse. Er du blevet syet i foden uden bedøvelse? Jeg var ret sikker på det ville få mig til at bide 2-3 tænder i stykker.

Men da sagde den unge sygeplejerske et eller andet på kroatisk, mens hun arrigt rev indpakningspapir åben med nål og tråd. Lægen svarede ligegyldigt tilbage, hvilket fik pigen til at vende det hvide ud af øjnene. Hendes tonefald blev skarpt som om han virkeligt var hendes far. Så sagde kroaten til mig på tysk, at han nok hellere måtte bedøve mig.

"Aber ich habe nur 600."
"Ist okay. Alles ist mit im Preis", svarede lægen med et tonefald der fik sygeplejersken ned på jorden.