© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 600 (3 sider)
Pris: Gratis

Som et græsstrå i vinden

Hun gjorde noget ved mit hjerte, trak en splint ud af mit kød. Så hvad nu? Har alt været forgæves? Er det afslutningen eller begyndelsen? Hun gjorde mig til et græsstrå i vinden.

Det var solskin den dag. Nogle minutter sad jeg på bakken, betragtede afslappet blomsterne og de bølgende græsstrå. Bag mig græssede en mørkebrun prægtig hest, og højt oppe kvidrede en sommersvale som jeg ikke kunne få øje på. Lærkesang rører mit hjerte, fordi den minder mig om lykkelige tider. Måske burde jeg have forstået at den fredelige stemning ville danse ind i mit hjerte? Måske burde jeg have forudset, at på sådan en smuk dag er man i fare for at blive forandret for altid? Men hvordan skal man forstå det ukendte, uden at prøve det først? Og så er det jo for sent...

I virkeligheden ser du sjælen som et uendeligt tyndt slør mellem ånd og kød. Når vi er lykkelige er sjælen blød og føjelig, fordi ånden og kødet er i harmoni, og da glider sjælen som en sart hinde af vellyst mellem det indre og det ydre. Vi er stærke og smidige som græsstrå i vinden. Vores ånd bevæger sig frit og danseglad i takt med kroppens smidige bevægelser.

Dette huskede jeg, mens jeg lå på maven på hendes briks. Med lukkede øjne sansede jeg hendes hænders blide massage ned langs min rygrad, og samtidigt sansede jeg ånden i mig. Det indre og det ydre, og derimellem sjælen. Hænder har særlig indvirkning på mennesket, fordi hænderne udtrykker menneskets hensigt. Læg mærke til det. Når hænder berører os, lytter vores sjæl særdeles opmærksomt. Er dette et kærtegn, eller en smerte? Hænder berører sjælen direkte udenom tanken, uden filter. Spørg din sjæl, og den vil fortælle dig om alle de hænder der har berørt din krop. Sjælen husker hver eneste berøring. Min sjæl huskede også hænder der slog.

Hænderne sansede jeg som kærtegn, de bølgede som kærlighedens hav langt ind i min ryg. Som en rensende flod mellem knogler og muskler. Så dybt mødtes de med min sjæl, at bardunerne brast og ånden vågnede og strakte sig ud i mine arme, som et skib der har været spændt fast til kajen men nu pludselig får kappet linerne.

Bagefter lå jeg på ryggen, blottet med underkroppen i hendes skød.
Nøgen og sårbar.

I mennesket ser du to ankerpladser. Hjertet og bunden af kroppen. Når vejret er for voldsomt, kaster vores skibe anker på disse pladser - vore skibe fyldt med livsglæde, handlekraft, tryghed, ekstase og vilje. Dér ligger de godt, mens stormen passerer. Skibe er bygget til sejlads, så det er mindre godt hvis de bliver liggende. I virkeligheden ser du at mennesket har tusinder af skibe, som alle er nødvendige for vores lykke. Et af mine skibe havde kastet anker i bunden af min krop, og et andet af dem var forankret i brystkassen.

Hendes hænder masserede forsiden af min krop så blidt. I begyndelsen. Hænderne var delfiner der svømmede mellem hjertet og bunden af kroppen, og delfiner er som du ved et godt varsel for søfolk, og mine skibe lettede anker... Derved fik min ånd vind i sejlene, den foldede sig ud med et rystende suk der strakte hver en spante og mast i min krop.

Bagefter lå jeg på maven og kiggede ind i hendes vidunderlige øjne. Da sagde hun de ord, som min ånd har længtes efter i tusinde år.

Og sådan kan det gå en dag, når solen skinner og lærken kvidrer lykkeligt udover sjælens åbne landskaber. Nogle dage rummer summen af et helt liv, ikke sandt?