Historier/Lykkeland
Ord: 900 (4 sider)

Når livets tog går i stå

© Ambjørn Happy Forfatteren

Nogle gange stopper livets tog, vi holder ude på strækningen med maskinerne i tomgang, kommer ingen vegne. Da tænker vi ofte, mens timerne snegler sig afsted, "hvor var det jeg tog fejl? Hvorfor holder jeg her?"

Engang holdt mit liv på en sådan øde strækning, kun omgivet af ørkensand, golde klipper og uendelige horisonter. Jeg steg ud og betragtede skinnerne, der var en kæmpe sten i vejen, lokomotivet kunne ikke fortsætte. Oven over mig svævede en enlig grib, jeg kunne se den forsøgte at lade være med at hovere, mens den tålmodigt cirklede rundt og rundt på sine brede vinger. Først blev jeg skræmt, men allerede dagen efter begyndte jeg at betragte den som en ukendt ven. På trediedagen tog jeg alt tøjet af, steg ud af den varme passagervogn og lagde mig fladt i sandet på ryggen. Lod som om jeg var død, men jeg ved ikke hvad det er med gribbe, måske de venter på at lugten stiger op i himlen, i hvert fald vedblev den med at cirkle rundt.

Sådan kan man vente formålsløst på døden, når livets tog er gået i stå. Som om gud hellere vil have at vi lider, end at gøre det af med vores trængsler. Det kunne være sådan fat. Gud sender jo heller ikke lynild mod sine mælkebøtter blot fordi de er lidt visnede i bladkanten. Så jeg ventede uden at blive hentet.

Efter en uges tid sad jeg for det meste i togvognens skyggefulde indre. Kiggede ud i tomheden, mens jeg i mine tanker lod mig føre tilbage til den station jeg var udgået fra. Snart begyndte jeg at bebrejde mig selv at jeg nogensinde havde fået den idé at forlade min barndoms by. Det havde nok været bedre hvis jeg var blevet boende hos min mor, tænkte jeg, fordi så havde jeg undgået ørkenen. Men jeg huskede bittert, hvordan min mor smed mig ud, hun sagde jeg var blevet voksen og måtte klare mig selv. Men hun tog fejl, jeg var ude af stand til at klare mig selv, og jeg begyndte at ynke min skæbne, have selvmedlidenhed.

Efter et års tid knagede det i mine knoglers led når jeg en sjælden gang rejste mig fra træbænken i min kupé. Gik en tur rundt om togstammen, betragtede modløst det lille grønne lokomotiv og de træbrune togvogne. Måtte indrømme at jeg havde en depression. Jeg kunne forklare hvorfor den var indtruffet, men stenen foran lokomotivet kunne jeg ikke flytte, den var alt for stor.

Så en dag, på en sådan vandring, standsede jeg forskrækket. Gribben havde slået sig ned i lokomotivet, den sad i en åbning ganske stille, men jeg blev bange for dens hårde øjne og det krumme næb.

"Ved du hvem jeg er", sagde gribben til mig. Dens stemme var hård, dens ord greb fat i mig som kløer, holdt mig fast. Jeg sank, mærkede mine øjne løbe i vand.
"Du er døden", sagde jeg.
"Nej!", svarede gribben irriteret. "Hvis jeg var døden havde jeg taget dig for længst, selvom der ikke er meget kød på dine knogler længere".

"Hvem er du så", spurgte jeg i et uforklarligt anfald af nysgerrighed.

"Jeg er din tanke, og det er jeg ikke glad for! Mange mennesker har jeg tænkt for, men du er dog det mest anstrengede menneske jeg har mødt. Du lader mig cirkle rundt og rundt, hele dagen lang. Uge efter uge! Det er jeg træt af. Du tænker i cirkler, min ven!"
Det sårede mig lidt at blive skældt ud af min egen tanke, men så anede jeg et forsonende glimt i gribbens højre øjenkrog. Jeg spurgte om den havde en bedre idé?

"Ja. Kunne du tænke dig at få et overblik, måske se hvad der ligger på den anden side af bjergene?"
Det ville jeg gerne. Gribben sprang ned på jorden, og jeg satte mig overskrævs på dens ryg, så baskede den med vingerne og vi steg højt til vejrs. Først var jeg bange for at falde ned, men så slappede jeg af og nød udsigten over de landskaber hvor min tanke førte mig hen. Vi fløj om på den anden side af bjerget, og der så jeg et frodigt land hvor børnene badede i floderne der gennemskar mægtige græsstepper, der var skove og byer hvor folk plukkede frugter fra havens træer, der var kvæg på markerne, og køretøjer på vej med varer fra den ene by til den næste.

"Sæt mig ned!", råbte jeg. Gribben nikkede, men den fløj tilbage til toget på skinnerne før den landede. Jeg var rasende.
"Jeg vil ikke tilbage hertil! Hvorfor satte du mig ikke ned, da jeg bad om det, ned på torvet i den by vi var lige over!"
Gribben kiggede frækt på mig. Den hoppede op på noget gelænder på lokomotivet, pudsede et par fjer i sine vingers fjerpragt.
"Du glemmer vist jeg er din tanke, du fløj på tankens vinger, min ven! Nu har du set vejen, men du må gå den selv. Du kan ikke i tankerne flytte dig væk fra dette sted".

Da forstod jeg at jeg måtte forlade mit strandede livs lokomotiv, og gå hele vejen op over bjergene. Det spor som jeg havde fulgt, på de skinner som andre havde lagt for mig, det måtte jeg gå bort fra.
"Vil du følge mig på vej?", spurgte jeg gribben. Den slog med vingerne og lettede.
"Selvfølgelig, din tanke er med dig alle steder. Jeg kan fortælle dig hvilken vej du skal gå, men det er dig der flytter fødderne. Du går selv", svarede gribben.

Hvis dit livs tog en dag går i stå midt i ørkenen, og du føler dig deprimeret, så kig op. Måske du også ser din tanke cirkle rundt og rundt, sådan som den gjorde hos mig. Den ligner måske en grib der vil dig ondt, men tanken der kører i ring er i virkeligheden vores ven.