© Ambjørn Happy, 8000 Aarhus

Historier/Lykkeland
Ord: 700 (3 sider)
Pris: Gratis

Åh, at være en viking

Jeg har haft mange hellige krige i mit liv, men slet ikke nok til at mætte min sult. Det er som om jeg er født 1.000 år for sent, og det ærgrer mig konstant.

Åh tænk at være viking, og vade i land i England på en tordenvejrsdag, med havsalt i skægget og lynild i øjnene. Stranden fyldt med skibe, og de blafrende sejl vi trak ned da kølen løb på grund. Øksens lange skaft dingler mod mit lår, jeg skuer op mod land og vejrer. Jeg kan lugte de angelsaksiske kvinder, de små huse der brænder ned inden det bliver morgen, de vrede mænd i grove kjortler - bønder bevæbnet med klodsede skovøkser og små spinkle knive. Åh at være viking, og brænde det halve land ned til grunden.

Men i virkeligheden er der knapt nok nogen der gider skubbe til mig i Netto. Og når det sker, så vender folk sig forskrækket om og siger "undskyld". I hellig krig er der ingen undskyldninger, men jeg synes det er at overdrive, hvis jeg kløvede fyrens hovedskal med en økse. Og sikke et svineri det ville give, midt mellem flåede tomater og poser med skumfiduser, og folk ville blive kede af det, måske jeg endda ville komme i fængsel. Økse har jeg heller ikke nogen af. Æv.

Eller ride med Muhammed gennem ørkenen, og stjernerne viser vej mens mine knogler rasler af kulde. Vi er på vej mod oasen, den fjendtlige stamme som nægter at dele deres åbne ører med guds stemme. Så vi vil tage deres kvinder, alt deres guld, og kaste mændene i lænker. Holde en mægtig fest, og fordele byttet imellem os. Åh at være en muslim der tugter de ugudelige.

Men på motorvejen kører vi fra ligegyldige byer, på vej mod Randers, Glostrup og Svendborg. Der er ikke flere fjender at nedkæmpe, ingen byer vi kan udsulte og kaste spyd efter. Alle steder er vi velkomne, og det keder mig frygteligt. Jeg kan se min svigermor griner ad mig, hvis jeg slår lejr på fortorvet udenfor hendes hus for at belejre hende. Næsten ingen tager hellig krig alvorligt længere.

Men jeg ville gerne snige mig frem i mængden med en kniv gemt mod mit maveskind. Folk hujer og råber ad den lille fyr de hånligt kalder "guds søn". Kaster sten efter ham. De romerske legionærer griner i deres metalhuer og harnisk, de glæder sig sammen med folket over hans endeligt. Mænd med store skæg og rullende øjne springer frem og spytter efter fyren. Soldaterne bandt hans arme til stokken han bærer på skulderen, så der er ingen grund til at frygte ham nu. Men de spytter og trækker sig skyndsomt tilbage, fordi de er bange.

Soldaterne griner godmodigt til mig, da jeg kommer frem forrest i mængden. Jeg springer frem, og som den eneste tør jeg gå helt tæt på ham. Med et snuptag frigør jeg kniven, og jeg mærker mængden blive oprørt da de ser den. De vil have ham korsfæstet, og ingen skal tage den glæde fra folket. De tror jeg vil gøre ham ondt, men jeg skærer i stedet hans venstre hånd fri.
"Lad mig være", siger fyren træt.
"Nej, vi skal kæmpe! Jeg kan befri dig!"

Jeg får lædersnørene om højre hånd skåret over. Nu har fyren begge hænder fri. Soldaterne har mistet taget i deres fange, mængden skubber fra alle sider, romerne sejler et par meter bort. Nu kan vi stikke af!

Men ved du hvad han sagde! Jeg kunne lige så godt have handlet i Netto eller kørt en tur til Slagelse!
"Lad mig være, jeg bryder mig ikke vold. Elsk din næste, Ambjørn, gå din vej".

Åh at være viking, eller rytter for Muhammed, eller bodyguard for den lille fyr med de blide øjne. Verden er kedelig, lotto og frokostaviser og den stærke sennep i pølsevognen. Jeg keder mig og beder hver dag til vorherre: Skænk mig i morgen min hellige krig.

Så kan de andre få lov til at tygge brød, og flette stramaj.