Historier/Lykkeland
Ord: 900 (4 sider)

En hjertelig revolution

© Ambjørn Happy Forfatteren

Jeg tænker sommetider på, med hjertet oppe i halsen, hvad der ville ske af vidunderlige mirakler på planeten, hvis en morgen vi vågnede alle sammen op, og vi følte kærligheden i vores hjerter.

Det ældre ægtepar som var gået sure i seng, ville kigge undrende på hinanden. Noget var forandret. Han ville rynke panden, løfte hagen. Hun var stadigvæk rynket og furet i ansigtet, håret uglet, og den gamle natskjorte han ikke bryder sig om at røre ved, men noget var forandret. Og pludselig smiler hun, fordi hun kan se at den gamle mand med den der netundertrøje, som hun synes lugter og han burde vaske den noget oftere, han er smuk. Så ville de kramme hinanden og tænke: "Fuck det, jeg er bare glad i dag, ved ikke hvorfor". Senere ville de følges ad ud i byen, i ro og mag.

På den dag ville folk smile i busserne, og ingen ville komme frem til tiden, fordi alle gav plads og trådte til side for hinanden. Ingen maseri, intet skubberi. Og ved de stoppesteder hvor folk var ved at miste bussen, da ville chaufføren få øje på dem og standse motoren, så de ikke havde brug for at løbe. Måske en af passagererne havde en kurv med boller, og en anden var på vej til fisketur så han havde en termokande kaffe med. Så ville de to få øjenkontakt og nikke, gå frem til chaufføren og servere en kop kaffe, mens de ventede på dem der var ved at komme for sent.

Og måske mange busser ville køre langsommere end normalt, muligvis ad nye ruter som passagererne kunne være enige om, fordi det er så kedeligt at køre den samme vej til arbejde hver dag. Og nogle ville hellere på indkøbstur til Tyskland, og andre ville besøge København, nogen ville til Vestkysten, så over radioen aftalte man måske at mødes på Rådhuspladsen, lige midt i Århus, ikke særligt stor. Der ville blive et farligt trafikkaos med bybusser halvt oppe på fortorvskanterne og chaufførerne travlt beskæftiget med at tegne store papskilte.

Billisterne ville standse i krydset og spørge, hvor folk var på vej hen? Og folk ville pege på chaufførerne som stolt betragtede deres nye skilte med destinationer som Venedig, Rømø, Harzen og Berlin. Så ville nogle af billisterne spørge om de måtte komme med.

Men politiet ville komme slentrende og bede bilisterne om at flytte deres køretøjer.
"I blokerer krydset, venner".

"Åh nej, jeg skal til Venedig!", ville en eller anden bogholder udbryde skræmt, fordi nu var han splittet mellem sin rejselyst og politiets formaning.
"Øh...", ville han sige og kigge sig omkring. Så bredte der sig et smil i ansigt, han strakte armen frem med nøglen dinglende mellem fingrene. Han havde fået øje på en ung pige med slør, blanke briller og helt glat ansigtshud. Hun skulle ikke ud og rejse, kunne han se.
"Kan du bruge min bil mens jeg er væk?", spurgte han. Pigen rødmede og kiggede genert på manden.

"Men jeg ingen kørekort har", ville hun sige, og manden ville skæve til politibetjenten, som uden videre ville gribe pigen i armen med et stort grin og følge hende venligt ud til bogholderens bil. Og da ville han sætte sig ind ved siden af hende, og hun kunne lære at køre bil som så mange andre denne dag. Trillende afsted gennem byens gader i første og andet gear, lidt usikre og slingrende. Gamle damer på 90 som altid havde drømt om at føre en vogn, og på denne dag kunne de gøre det.

Så folk på kontorerne ville hænge i vinduerne, og nogle af dem lavede papirflyvere af brevpapiret til de breve som de vidste folk ville blive kede af at modtage. På den måde kunne de med god samvittighed sige at brevet var sendt, selvom det aldrig var skrevet, kunne man se i computeren. Og den yngste på kontoret begyndte at grine. Han fortalte de andre hvordan de kunne snyde computeren, så den ville tro at alle havde betalt deres regninger. Og de var ikke de eneste.

Inden middag bredte der sig en fred over landet, eftersom alle borgere blev gældfrie. Computerne mærkede ingen forskel, det ene tal kan være lige så godt som det andet, men for menneskene gjorde det en forskel.
Og senere ville kontorfolkene gå ned på gaden for at danse samba, folkedans og måske løbe om kap for sjov. Folk ville gribe hinandens hænder, på denne dag mærke hundreder af forskellige håndflader. Nogle hænder føles ru og barkede, andre svedige og bløde, nogle slanke og glatte, nogle små, store.

Så mange hænder, når vi danser gennem gaderne og smiler til hinanden, fordi denne dag har alle opdaget kærligheden i hjertet. Så jeg ville smile til en fremmed kvinde og undre mig, fordi jeg føler jeg elsker dig uden at vide hvem du er. Kender dig jo ikke, siger min hjerne, og jeg ville ikke være den eneste. Alle i gaderne ville føle denne kildrende kærlighed i brystkassen når de greb hinandens hænder. Nogle ville sige det højt, råbe det, synge det: "Jeg elsker dig", andre ville blot smile indforstået.

På den dag ville alle være lykkelige, fordi hjerterne elsker alle mennesker. Det kan de ikke gøre for. Sådan er hjerter bare.